OPswing

Skolen er fuld af bands og musikere, som kan inspirere hinanden og skabe en hyggelig ramme om det sociale samvær. Det frodige musikmiljø starter hos eleverne – derfra sprang idéen til Opswing! Opswing er en hygge-musik-kunst-fredags-café som finder sted ca. én fredag om måneden lige efter skole.

Skolebilleder 11 011

 

Når du kommer fra din sidste time vil du opdage kantinen omdannet fra madpakkespisning og overtøj, til en kreativ og farvestrålende affære med scene, instrumenter og caféborde. Her er plads til at få en kunstnerisk oplevelse, eller måske bare en dans, samt vende ugens begivenheder og nyde hinanden inden man går hver til sit. Der kommer ca. 300 elever til hver Opswing, og det er en mulighed for at hygge dig, snakke, spise kage mm., men det er også her at dine medstuderende kravler ud af øvelokalets lille verden eller kunstens snørklede tankevirksomhed og får lov at vise hvad de kan og berige andre med det. Opswing er stedet hvor man finder nye bandmedlemmer i en jam, hvor man kan afprøve et enkeltstående nyopfundet projekt med sine nye klassekammerater, eller hvor man trækker sit efterskole- eller folkeskoleband med.

Opswing er et tilbagevendende arrangement og du skal derfor ikke vente på en af skolens andre musikarrangementer for at få afprøvet den nyeste fede komposition. Derudover er det muligheden for at lave både performances, digtoplæsning, eller en anden optræden man kunne tænke sig. Alle kan melde sig til at spille, eller lave en anden form for optræden, men hver gang spiller kun fire bands med sikkerhed efter at have tilmeldt sig på forhånd. Der trækkes lod om hvilke bands det bliver, men sørges samtidig for at det ikke er de samme bands der spiller hver gang.
Opswing har desuden stor succes med at lave arrangementer med temaer, f.eks. JuleOpswing med luciaoptog, juleklip, julekager, julepynt, udklædning og julemusik. Eller FastelavnsOpswing med hvad sig dertil hører! Og vi har også en kommende Operation Dagsværk-Opswing i støbeskeen; en OD-swing, som selvfølgelig vil bære præg af projektlandets kultur og problemstillinger!
Derudover har vi haft én gang hvor vi inviterede bands fra de andre gymnasier i Roskilde.

Det er elever der har startet og arrangerer Opswing, og udvalget tager nye medlemmer med hvert år på råd- og udvalgsdagen. Det betyder at vi er 16 glade mennesker fra alle 3 årgange, og mange forskellige klasser, der lægger vores energi i Opswing fordi vi vil give alle den bedste oplevelse - og så kan vi heller ikke lade være. At være med i et udvalg skaber sociale relationer du ikke ville møde ellers, og Opswing har en række sociale traditioner i forberedelsen til hvert arrangement. Vi glæder os til at modtage nye i udvalget til næste år og se hvordan du vil præge Opswing!

Hilsen opswingerne