ATU Akademiet for Talentfulde unge

Akademiet for Talentfulde Unge er et forum for læring: du behøver ikke at være etgeni for at følge med - det er din motivation der er afgørende. Der er som udgangspunkt ikke lektier eller hjemmeopgaver på Akademiet for Talentfulde Unge. Til gengæld skal du være indstillet på at arbejde og investere i dit talent, når akademiet samles. Du bidrager med dit vid og din energi - og det er dig selv, der sætter målene.

læs elevfolder her:

Læs mere på www.ungetalenter.dk

 

Første møde i ATU-årgang 11, Greveafdelingen.
"Jeg går ikke kun på Akademiet fordi jeg er lækker"

80 spændte unge talenter mødte op på Greve Gymnasium tirsdag d. 10. januar kl. 16 for at møde hinanden og dermed de kammerater, som de skal gå på Akademiet sammen med de næste 2½ år.

Akademiet for unge talenter (ATU) er et sted hvor gymnasieelever, der har lyst til og mod på ekstra faglige udfordringer, kan møde ligesindede og få en masse spændende oplevelser på universitetsbesøg, workshops, sommercamps og meget mere.
Formålet med det første arrangement på Greve Gymnasium var dels at introducere idéerne bag akademiet og programmet for foråret, dels at ryste gruppen sammen, så de kunne blive gode venner og danne netværk.

Efter en introduktion om, hvad talent egentlig er ved lederen af ATU, Nynne Afzelius, gik man så i gang med gruppearbejde, hvor hver elev dels skulle lave sit eget "jeg vil-motto", som sammen med deres billeder, kommer på en stor plakat, og dels skulle man gruppevis finde på et rigtig godt slogan, der kan printes på en sweatshirt. Der var stor opfindsomhed og diskussion om slogans og en heftig afstemning for at finde det allerbedste, der dog skal konkurrere med slogans fra ATUs to andre afdelinger om, hvad der skal repræsentere denne årgang. Vinderen fra Greveafdelingen blev: "Jeg går ikke kun på Akademiet fordi jeg er lækker" ; men det var i hård kamp med bl.a. et slogan, der prøvede at udtrykke hvad talent er på en matematisk formel.

Det var 80 trætte talenter, der forlod Greve Gymnasium ved halvnitiden; men de glædede sig til at mødes igen d. 27. januar. Denne dag er der bl.a. foredrag om videnskabelig uredelighed og videnskabelig X-faktor på programmet.

 

ATU - X-faktor - Videnskabelig redelighed

Fredag d. 27. januar løb årets andet ATU-arrangement af stablen på Greve Gymnasium. De 70 ATU-deltagere, der så småt er begyndt at lære hinanden at kende, hørte først et meget spændende foredrag af professor Peter Harder (KU) om hvad videnskab egentlig er, og hvad videnskabelig redelighed så vil sige. Hans oplæg blev modtaget med stort bifald og masser af spørgsmål fra et meget videbegærligt publikum.

Herefter skulle de selv arbejde med begrebet videnskabelig redelighed, for til sidst at bruge al deres kreativitet i en omgang videnskabelig X-faktor, hvor hver gruppe skulle finde en kreativ måde at præsentere den case, de havde arbejdet med.  De forskellige cases illustrerede hver på sin vis problemer med videnskabelig redelighed.

Der var hård kamp til stregen i de mange fantasifulde præsentationer, der omfattede rollespil, plancher, rap, kampdans og meget mere. Inspirationen fra TV-programmer som Paradise Hotel, X-faktor, Jeopardy og mange andre var tydelig, hvilket også kan ses af billederne. Et af rollespillene satte diskussionen om et-barnspolitik på spidsen ved at lave et TV-show, hvor vinderen vandt retten til at få tre børn, mens taberen måtte miste sin livmoder.

Det videnskabelige X-faktor-show blev vundet af det hold, hvor to hold forskere betvivlede og bekrigede hinandens forskningsresultater med rap, rim og dans.
Holdene var sammensat således, at der ikke var to elever fra samme skole på et og samme hold, og sidst på aftenen på vej ud af døren fra Greve Gymnasium, kunne man høre de forskellige hold udveksle mobiltelefonnumre og aftale "at vi skal holde sammen ved de næste ATU-arrangementer."